Knust fedtpude

Knust fedtpude!?    Under vores hælben er placeret en lille fedtpude, som fungerer stødabsorberende og beskyttende for knoglen.Fedtet er indkapslet af noget bindevæv.
I nogle tilfælde, bliver dette bindevæv beskadiget, og fedtet presses ud af “puden”, og lægger sig som små buler omkring hælen.
Dette kaldes en knust fedtpude.

Copyright Nellie Svane

Det opstår oftest pga. overvægt eller hos atleter, som har stor belastning på deres hæle, eller hvis du går/står meget på et hårdt underlag (beton e.lign.)
Det kan skabe gener/smerter under hælen, alt efter hvor beskadiget fedtpuden er.
Man kan – mig bekendt – ikke reparere en knust fedtpude !? Men man kan aflaste hælbenet vha. indlæg eller sportstape som samler den resterende fedtpude, og dermed aflaster hælbenet.
Sko med god stødabsorberende sål, vil også kunne aflaste.

BONUS INFO:
Den slags fedtpude som er under hælbenet, findes også under forfoden.
Fedtpuderne ændrer sig ikke i størrelse under hverken vægtøgning eller vægttab. Du kan altså ikke “tage på” eller “tabe” de fedtpuder.
(De kan så svinde ind/atrofiere med alderen)

Husk, fodterapi er for ALLE med fødder!  

Hilsen Fodterapeut Nellie 

Bananskræl, hvidløg og gaffatape mod fodvorter???

Bananskræl, hvidløg, gaffatape og andre husmoder råd

Jeg er på klinikken stødt på mange specielle råd til fjernelse af fodvorter som mine patienter har hørt eller prøvet – nogen vil mene med succes. Jeg har ingen videnskabelig evidens for at det skulle virke, ej heller det modsatte. Så når nogen oplever det har hjulpet at komme gaffatape på, eller sove med en bananskræl eller et fed hvidløg på vorten, kan jeg jo ikke nægte dem den succes. Jeg kan dog med min faglige og fysiologiske viden, komme med et kvalificeret gæt på hvorfor nogen oplever det har virket.

En fodvorte er som før nævnt en virus infektion i huden. Når kroppen bliver inficeret med en virus, er det vores eget immunforsvar der skal bekæmpe virus før vi bliver raske. Du har sikkert prøvet at gå til læge med en influenza (som ligeledes er en virus infektion) for blot at blive sendt hjem med besked om at det skal gå over af sig selv. Det er fordi det er dit eget immunforsvar der skal finde ud af at bekæmpe den virus du har i kroppen, du skal blot give din krop de bedste forudsætninger for at tage den kamp op.

Tilbage til fodvorten. Måden du kommer en fodvorte til livs på, er faktisk ved at booste dit eget immunforsvar i dét område vorten sidder i. Du skal faktisk irritere vorten væk. Det gøres ved hele tiden at ødelægge huden lidt der hvor vorten sidder. På den måde stimuleres dit immunforsvar til at reparere den skade der er sket på huden, og på et tidspunkt også til at bekæmpe virus infektionen. Alle midler der bruges til at behandle fodvorter med, har i virkeligheden samme formål : nemlig at ødelægge huden så immunforsvaret stimuleres i området. Så det er faktisk ikke selve midlerne som har en kurrerende effekt. Det er dit eget fantastiske immunforsvar. (læs også Fodvorter >> )

Hvordan kan bananskræl, hvidløg og gaffatape så have en effekt? Jo, ser du. Alle de historier jeg har hørt, har dét til fælles, at vorten er blevet “lagt i blød”. Derefter er vorten/huden blevet så blød, at man har kunne kradse en masse væv væk. De fleste har oplevet det som om de har fjernet “roden” på vorten. Der er altså ikke en rod på en fodvorte! Men ved at opløse huden, har man kunne fjerne en del af det inficerede væv. Huden er samtidig blevet ødelagt, og du har dermed stimuleret immunforsvaret, som tidligere nævnt.

Hvis du ikke har lyst til at rende rundt med gaffatape, bananer, hvidløg eller andre frugter under fødderne, kan du blot gå til en fodterapeut, og få fodvorten beskåret så tæt som muligt. En fodterapeut har styr på hvor dybt man kan beskære, uden at forvolde skade. Men det er vigtigt, uanset hvilken behandlingsmetode du vælger, at du hele tiden får fjernet den hårde hud der ligger som et låg ovenpå fodvorten, ellers vil dét middel du bruger ikke komme ned og ramme vorten, men blot den hårde hud, og så bliver immunforsvaret ikke aktiveret.

Bonus info:

Der findes omkring 100 forskellige undertyper af den virus der medfører vorter, så det kan være forskelligt hvilken behandling der virker.

Husk, fodterapi er for alle med fødder! /Nellie

Fodvorter

Hvad er en fodvorte?

En fodvorte er en virusinfektion i huden (på samme måde som influenza er en virusinfektion). Typisk ses den som en lille “knast” i huden, hvis overflade godt kan ligne et blomkål lidt. Der ses også små sorte prikker i – disse er bitte små blodkar.

Hvordan behandler man en fodvorte?

Man kan købe midler i håndkøb på apoteket som fodvorten skal behandles med. Det er vigtigt at den hårde hud oven på vorten skrabes/skæres helt væk jævnligt, så midlet kommer ned og virke på selve vorten og ikke blot på den døde hud. Bliv ikke forskrækket hvis det bløder en smule når du skraber. Der kan let gå hul på de små blodkar der er trukket med helt ud i vorten (de små sorte prikker). Det har ingen betydning. Det kan være en god idé at lade en fodterapeut beskære vorten tæt, så al hård hud kommer væk. Han/hun kan også hjælpe dig med at aflaste området hvis vorten er smertefuld at gå på.

Man skal være varsom med at få fjernet fodvorter operativt, da det kan efterlade arvæv, som kan blive ret smertefuldt at gå på. Den bedste måde at komme en fodvorte til livs på er at irritere den væk. Du skal simpelthen booste dit eget immunforsvar til at bekæmpe den virus, der er lokalt i huden. Det gør man bedst ved hele tiden at “ødelægge” huden lidt der hvor vorten sidder. På den måde vil du stimulere immunforsvaret, som hele tiden vil forsøge at reparere den skade du pådrager huden, og samtidig vil den forsøge at bekæmpe den virus den finder i huden.

Vær vedholdende og konsekvent med behandlingen af fodvorter – de kan være svære at komme af med. I visse tilfælde forsvinder de spontant af sig selv efter nogle år.

Smitter det?

Ja, fodvorter smitter ved direkte eller indirekte berøring. Vi taber alle sammen døde hudceller hele tiden – dem ser man ikke. Men hvis du taber hudceller hvor virus sidder i, og en anden træder på disse hudceller med bare fødder, kan de blive smittet hvis de er modtagelige overfor virus. Særligt i baderum, svømmehallen eller andre steder hvor huden er våd (og dermed mere “åben”) er smitterisikoen høj. Du skal også undgå at kradse i vorten med fingrene, da du risikerer at smitte dig selv yderligere.

Brug altid badesandaler i offentlige baderum – også selvom du ikke har fodvorter. Der kan være mange der har fodvorter uden at vide det.

Er du så uheldig at være blevet smittet, skal du sørge for at holde vorten beskyttet med plaster e.lign. når du render på bare fødder, og ikke dele badesandaler eller håndklæde med andre derhjemme.

Husk, fodterapi er for ALLE med fødder! /Nellie

Gode råd til sunde fødder

8 gode råd til at holde dine fødder sunde

  • Vask dine fødder dagligt.
  • Tør fødderne grundigt – især mellem tæerne.
  • Klip som udgangspunkt neglene lige over (følg neglens naturlige form).
  • Brug creme på fødderne jævnligt (efter behov).
  • Skift strømper hver dag. Vælg gerne strømper som ikke strammer.
  • Brug strømper af naturmateriale (f.eks. bomuld, uld) – de opsuger fugt.
  • Skift fodtøj hvis muligt, så du ikke har de samme sko på hver dag.
  • Vælg sko der passer til din fod – ikke omvendt.