Hvad er hård hud, og hvad kommer det af?

Hvad er hård hud?

Hård hud er sammenpressede, forhornede hudceller.

Hvad kommer det af?

Hård hud opstår af trykbelastning og friktion på huden. I princippet kan du danne hård hud alle steder på kroppen, hvis blot huden her er udsat for trykbelastning eller friktion. Men da vores fødder udsættes for belastning fra vores kropsvægt og fodtøj, samt friktion gennem bevægelse, er huden her selvfølgelig mere udsat, end huden på din overarm er.  Overvægt, fysisk aktivitet, sport, stående arbejde, påvirker størrelsen af tryk på vores fødder, og dermed også mængden af hård hud, samt hastigheden det bliver dannet.   Fodtøj kan have stor betydning – er det for småt, eller har en hård sål,  skaber det tryk. Er det for stort, skaber det friktion.

Både tryk og friktion opfattes som stress for huden, hvis belastningen er stor nok. Man kan beskrive det som hudens forsøg på at beskytte sig selv, når den danner hård hud. Den beskyttelse er egentlig smart nok, hvis vi f.eks. gik på bare fødder altid. Så kunne den hårde hud danne en lille ”sål” for os.  Men bliver laget af hård hud for tykt eller tørt, risikerer den at revne, og blive til sår. Der kan ligeledes opstå ligtorne på områder hvor trykket bliver for stort. Både ligtorne og revner, kan være meget smertefulde og invaliderende.

Udover de nævnte faktorer, kan det også være genetisk betinget hvor meget hård hud du danner, og hvor hurtigt det bliver dannet – men det er et helt andet blog indlæg.

En forenklet fysiologisk forklaring:

En hudcelle er 14 dage om at bevæge sig op igennem de forskellige hudlag, indtil den når hudens yderste lag. Her dør den, og bliver liggende i yderligere 14 dage, inden kroppen naturligt afstøder den. Huden reagerer overfor tryk og friktion ved at øge produktionen af hudceller. Men huden er stadig 14 dage om at afstøde de døde hudceller. Resultatet er, at kroppen danner flere hudceller end den kan nå at afstøde, og derfor sker der en ophobning af døde hudceller, som bliver forhornede = hård hud.

I kølvandet på denne forklaring, kan du måske selv se, hvorfor det ikke er en god idé at bruge en fodfil til at fjerne hård hud med. Filer du løs på den hårde hud, skaber du en masse friktion…..og så kan du selv gå tilbage og læse den fysiologiske forklaring igen.Den mest skånsomme måde at fjerne hård hud på, er ved at skære den væk. Her kommer en fodterapeut ind i billedet ? 

Husk, fodterapi er for alle med fødder!

Bedste hilsner, Nellie