Bananskræl, hvidløg og gaffatape mod fodvorter???

Bananskræl, hvidløg, gaffatape og andre husmoder råd

Jeg er på klinikken stødt på mange specielle råd til fjernelse af fodvorter som mine patienter har hørt eller prøvet – nogen vil mene med succes. Jeg har ingen videnskabelig evidens for at det skulle virke, ej heller det modsatte. Så når nogen oplever det har hjulpet at komme gaffatape på, eller sove med en bananskræl eller et fed hvidløg på vorten, kan jeg jo ikke nægte dem den succes. Jeg kan dog med min faglige og fysiologiske viden, komme med et kvalificeret gæt på hvorfor nogen oplever det har virket.

En fodvorte er som før nævnt en virus infektion i huden. Når kroppen bliver inficeret med en virus, er det vores eget immunforsvar der skal bekæmpe virus før vi bliver raske. Du har sikkert prøvet at gå til læge med en influenza (som ligeledes er en virus infektion) for blot at blive sendt hjem med besked om at det skal gå over af sig selv. Det er fordi det er dit eget immunforsvar der skal finde ud af at bekæmpe den virus du har i kroppen, du skal blot give din krop de bedste forudsætninger for at tage den kamp op.

Tilbage til fodvorten. Måden du kommer en fodvorte til livs på, er faktisk ved at booste dit eget immunforsvar i dét område vorten sidder i. Du skal faktisk irritere vorten væk. Det gøres ved hele tiden at ødelægge huden lidt der hvor vorten sidder. På den måde stimuleres dit immunforsvar til at reparere den skade der er sket på huden, og på et tidspunkt også til at bekæmpe virus infektionen. Alle midler der bruges til at behandle fodvorter med, har i virkeligheden samme formål : nemlig at ødelægge huden så immunforsvaret stimuleres i området. Så det er faktisk ikke selve midlerne som har en kurrerende effekt. Det er dit eget fantastiske immunforsvar. (læs også Fodvorter >> )

Hvordan kan bananskræl, hvidløg og gaffatape så have en effekt? Jo, ser du. Alle de historier jeg har hørt, har dét til fælles, at vorten er blevet “lagt i blød”. Derefter er vorten/huden blevet så blød, at man har kunne kradse en masse væv væk. De fleste har oplevet det som om de har fjernet “roden” på vorten. Der er altså ikke en rod på en fodvorte! Men ved at opløse huden, har man kunne fjerne en del af det inficerede væv. Huden er samtidig blevet ødelagt, og du har dermed stimuleret immunforsvaret, som tidligere nævnt.

Hvis du ikke har lyst til at rende rundt med gaffatape, bananer, hvidløg eller andre frugter under fødderne, kan du blot gå til en fodterapeut, og få fodvorten beskåret så tæt som muligt. En fodterapeut har styr på hvor dybt man kan beskære, uden at forvolde skade. Men det er vigtigt, uanset hvilken behandlingsmetode du vælger, at du hele tiden får fjernet den hårde hud der ligger som et låg ovenpå fodvorten, ellers vil dét middel du bruger ikke komme ned og ramme vorten, men blot den hårde hud, og så bliver immunforsvaret ikke aktiveret.

Bonus info:

Der findes omkring 100 forskellige undertyper af den virus der medfører vorter, så det kan være forskelligt hvilken behandling der virker.

Husk, fodterapi er for alle med fødder! /Nellie